Varmepumpe-teknologien vinder mere og mere indpas i danske hjem, da de skaber store besparelser i forhold til traditionelle varmekilder
Luft-vand varmepumpe
Som alternativ til de nedgravede slanger man kender fra jordvarmeanlægget, består udedelen ved en luft-vand varmepumpe af et apparat, der bedst sammenlignes med en køler på en bil, og en større ventilator, der hele tiden presser luft igennem køleren. Luft-vand varmepumperne har set en kraftig udvikling og nærmer sig jordvarme, hvad angår effektivitet. Inde i huset forbindes varmepumpen til det allerede opsatte varmeanlæg. Den vejledende pris på en luft-vand varmepumpe til en bolig på 150 kvadratmeter er ca. 100.000 kroner inkl. moms. Du kan kalkulere med en besparelse på op til 50 % i forhold til eksempelvis oliefyr.
Luft-luft varmepumpe
En simpel løsning, der specielt egner sig som supplerende alternativ til andre varmekilder er luft-luft varmepumpen. Den eksterne del fungerer som ved luft-vand varmepumpen, mens den interne del blæser varme ind til lokalet via en ventilator. Denne varmepumpe kan altså opvarme et enkelt rum eller sammenhængende rum. Installationen af en luft-luft varmepumpe er enkel, da den ikke indebærer tilslutning til eksisterende systemer. Den vejledende pris på anlægget er omkring 16.000 kr. inkl. moms og montering.